Mandag d. 20.3.17. Luwakkaffe, vulkan, Besakitemplet og Candi Dasa.

Mandag d. 20.3.17. Luwakkaffe, vulkan, Besakitemplet og Candi Dasa.

21. marts 2017 Slået fra Af gretheogniels
Da vi havde fået morgenmad og alt var pakket sammen, var det tid til afsked med Alam Sari. Alle vore tunge kufferter blev slæbt ned ad de mange trapper. Vi havde aftalt, at kufferterne blev kørt til hotellet i Candi Dasa i en bil, medens vi andre kørte i en anden bil, med Putu som chauffør. Ham har vi før kørt med, og han er meget god.
Vi startede med at køre ud til en kaffe- og kakaofarm, hvor de fortalte om Luwakkaffe, og han og hun kaffesorter. Vi fik smagsprøver på forskellige kaffesorter og the. Kaffen var der ikke så stor afsætning på, da ingen af os er store kaffedrikkere, men theen var fin. Kattedyret Palmerullen eller Toddykatten (civet på engelsk) spiser nedfaldne kaffebønner og dens afføring indsamles, renses og ristes til den meget dyre luwakkaffe. I et stort bur havde de fem civet gående. Da de er natdyr, sov de fleste i nogle udhulede træstammer, da vi var der. De bliver lukket ud om aftenen og finder kaffebønderne, og om morgenen lukkes de ind igen for at sove. De havde flere lækre ting i butikken, så der blev købt lidt the, chokolade og creme. 

Turen gik videre op til vulkanen Batur. Vejret var blevet skyet, men der var en fin udsigt fra gamle kraterkant, over til den “nye” vulkan, som har været særdeles aktiv de seneste 30 år, sidst i år 2000. Den sorte lava, der var løbet ned ad siderne, var endnu sort med spirende vegation. 
De mange handlende pressede meget på, for at få os til at købe noget, men Ebbe sagde, at vi ikke skulle købe deres rådne æbler, det var en passionsfrugt, som en dame åbnede, for at sælge til ham.

Turen fortsatte til dagens sidste mål, det store modertempel Besakih, hvor vi skulle have en guide med rundt. Det var en ældre mand, der var født på stedet, og han kunne huske, da vulkanen var i udbrud i 1963, og lavaen kom ned mod templet, hvor det stoppede to km. derfra. Man havde netop holdt den 100 årige renselsesfest, da udbruddet kom, og ca. 10.000 omkom bl.a. fordi man ikke tog varslerne alvorligt, på grund af religiøs fanatisme.
Han var ret god til at fortælle om templet. Vi kom helt op til toppen, hvor der var en flot udsigt ud over området og de fjerne strande Sanur og Kuta.

Nu var vi ved at være sultne, og Putu kørte os til en fin restaurant, hvor vi fik noget frokost, medens vi så på den flotte udsigt. Og så gik det afsted mod hotel Bayshore Villas i Candi Dasa. Lige da vi var blevet indkvarteret, kom der en regnskylle, men det forhindrede ikke Ebbe og Ludvig i at hoppe i den lille private pool, der er ved deres treværelses lejlighed. Vi fik en toværelses lejlighed på første sal med udsigt til hotelhaven på den ene side og bjergene på den anden side. Alle værelserne var meget fine, og da Ludvig og Ebbe havde prøvet den første pool, ville de gerne prøve den store pool. Hotellets sidste pool nede ved vandet nåede de ikke at prøve idag. Vi gik en tur ned om stranden, hvor store bølger slog ind. Vejret var ret gråt ude over havet, og da det blev mørkt, kom der en del lyn.