Tirsdag d. 21.3.17. Dasedag 5.
Stranden i Candi Dasa er ikke så fin som i Amed, men omgivelserne i hotelområdet er meget fine. Da vi havde fået morgenmad, og solen skinnende, gik vi en tur op ad gaden. Der var fortov på begge sider af vejen, så det var meget fornemt.
Vi fandt ned på en lille cafe ved vandet, hvor vi fik lidt at drikke, medens vi så ud på havet, og øerne ud for Candi Dasa. Det begyndte at småregne på det sidste stykke hjemover, men vi kom dog nogenlunde tørre hjem, der er en del træer ud over vejen, de giver lidt læ.
Medens vi sad og spiste frokost, kunne vi pludselig se havet blive mere og mere diset, og pludselig kom der en tropeskylle ind fra havet, men vi sad heldigvis i læ under restaurantens halvtag.
Eftermiddagen gik med afslapning og læsning, meden Mads og co. tog på tur til vandpaladset.
Efter at vi havde spist, tog Niels, Mads, Ludvig og Ebbe en aftensvømmetur i poolen, der er flot oplyst om aftenen. Drengene synes, at det er sjovt at bade, når det er mørkt.