Onsdag d. 29.3.17. Hjemrejse.
Vi fik vores morgenmad i god tid, inden vi skulle afsted kl. 9.00. Vi kørte i to biler, for det kniber at være seks mand og fire store kufferter i en bil. Der var ikke voldsom trafik, da det er helligdag idag. Balineserne bruger fridagen til at gå på familiebesøg efter deres stilledag i går. På vej til lufthavnen så vi flere rester af Ogohogoh figurer fra i mandags.
I lufthavnen fik vi checket ind i god tid, og satte os ude ved gaten, til der var afgang. Lufthavnen har jo været lukket et døgn på grund af stilledagen i går.
Der blev meldt om en del turbulens, og serveringen måtte også afbrydes på et tidspunkt, men det var dog ikke så slemt.
Det var skyet, da vi landede i Singapore Changi lufthavn. Vi startede med at gå ind i sommerfugleparken og se de fine sommerfugle i terminal 3. Derefter tog vi toget over til terminal 1, hvor Niels fik en ny jakke. Mads meddelte, at de lige havde fået kuponer fra Singapore Airlines for 2 x 80 S$, det svarer til ca. 800 kr. som de måtte handle i alle butikker for, dog skulle de 80 S$ omsættes i en parfumebutik. Dette fik de, fordi der var ventetid mellem flyet fra Bali og flyet til København. Så strøg vi tilbage til terminal 2, hvor vi indløste 2 x 40 S$. Nu kom det næste problem. Hvad skulle vi omsætte disse penge til. Der er jo massevis af butikker i Singapore lufthavn, så det var ikke det, der manglede, men hvad mangler man lige, når der ligger 400 kr. der skal bruges på stedet.
Så gik det med en bus til terminal 3, hvor vores fly til København afgår fra. Vi satte os og slappede af de sidste par timer, inden vi skulle videre med et fly, der skal lette kl. 23.50. Mads og Alice tilbragte tiden ved en legeplads, som Ludvig og Ebbe mener er supergod.