Tirsdag d. 28.3.17. Nyepi – stilledag.

Tirsdag d. 28.3.17. Nyepi – stilledag.

3. april 2017 Slået fra Af gretheogniels
Idag er det en meget stille dag, det er Nyepi eller stilledag, som balineserne kalder det. Ingen må gå udenfor deres huse, så der er ingen larm fra biler eller motorcykler, ingen mennesker nogen steder. Lufthavnen er lukket. Strømmen på hele øen er slukket, undtaget er dog de store hoteller, der har egen strømforsyning.

I morges så vi andehyrden var ude og lukke ænderne ud i den høstede rismark, ellers har der ikke været nogen mennesker ude i rismarkerne. Svalerne sidder i palmen ved vores terrasse og holder hvil på de tynde palmeblade. Kun vinden suser i træerne. 
I eftermiddag lå der dog en slange på ca 1 1/2 m ved siden af vores hus. Den overholdt bestemt ikke Nyepireglerne om at blive i egen bolig.
Balineserne sidder indenfor og tænker på året der er gået og på det gode, som de vil gøre i det kommende år.
Så det er en afslappende dag på hotellet, der også kører på nedsat kraft, der er ingen roomservice idag, og restaurantens menukort er reduceret. Dog fik vi straks hjælp, da vores AC holdt op med at køle midt på dagen og værelsestemperaturen hurtigt steg til 30 grader. Men nu fungerer den igen, og vi skal ikke tilbringe den sidste nat i høj tropevarme.
Aftensmaden skulle bestilles inden kl. 18.30, så lige da, var der travlhed i restauranten. Nu er kl. 20.00, og alt lys på hotellets havegange er slukket, nogle enkelte gæster har ikke trukket deres gardiner for, men ellers er tropenatten fuldstændig sort udenfor. Hvem har lyst til at gå udenfor i det mørke, når en lang slange ligger og lurer i buskene udenfor huset?
Vore kufferter er pakket og vejet, alt er klar til afgang i morgen, når lyset atter bryder frem.