Akoroa

Akoroa

16. februar 2018 Slået fra Af gretheogniels

Vi vågnede til en lidt skyet, men lun morgen. Efter morgenmaden på terrassen pakkede vi bilen til en tur ud langs bjergene og vandet til Akoroa. Oppe i højderne blæste det ret meget, men der var en utrolig flot udsigt rundt til bjergene og ned over bugten og Stillehavet nedenfor. Vi måtte stoppe flere gange for at nyde udsigten. Ved en sø, hvor vi havde gjort holdt, var der en del turister og et par busser ved en gård. Her viste fåreavleren bl.a. hvorledes en hyrdehund var trænet til at holde sammen på fåreflokken og flytte flokken rundt.

Nede i Akoroa startede vi med at stille sulten med en pizza, inden vi gik på opdagelse. Vi vendte forbi den lille St Patrick trækirke, der er fra 1864, nok noget af det ældste i byen. Vi fortsatte ned til havnen, hvor vi sad i solen på en bænk, og så på vandet og de andre turister, inden vi tog den flotte tur op over bjergene og hjemover. Vi gjorde holdt ved en lavvandet bugt, hvor der gik en masse vadefugle, ænder og gæs. Det er meget anderledes fugle, end vi er vant til at se, så det er svært at hæfte navne på dem.

Først på aftenen kørte vi ind til centrum. På flere af de tomter, hvor gamle huse blev ødelagt af jordskælvet, er der lavet midlertidige, primitive P-pladser, så det er nemt at finde parkering inde i centrum. Der var mange mennesker i byen denne fredag aften. På vejen tilbage kastede vi et kig ind i det gamle teater, der er blevet meget flot totalrenoveret, som det så ud før jordskælvet.