Hokitika
Lørdag d. 17.2.2018.
New Zealand er fyldt med sjove stednavne, som man lige skal øve sig lidt på, før de kan lejre sig i hukommelsen, som f.eks. Akoroa, og Hokitika, hvor vi sætter kursen mod idag.
Efter morgenmaden på terrassen, pakkede vi bilen, og sagde farvel til værtsparret, vi fik en kæmpestor pinjekogle og en pose hjemmeavlede valnødder fra de mange træer i haven.
Så blev kursen sat fra øst mod vest op over bjergene, som vi skal passere gennem Arthur’ Pass.
Før vi kom til passet, gjorde vi holdt ved Castle Hill, der er nogle kæmpestore og specielle limsten, der på afstand kan minde om Stonehenge i England. I flot solskin gik vi turen op over mellem de store sten og fik den flotte udsigt til de høje bjerge længere væk, og den grønne mark med hundredevis af får for foden af området. Det var en meget særlig oplevelse med naturens specielle kreationer.
Turen fortsatte og vejret blev mere skyet. Da vi havde passeret passet, begyndte det at regne, men da vi kom ned på den anden side, klarede det op igen og solen stod deroppe på en meget blå himmel.
Efter lidt frokost, tog vi en lille grusstikvej ( Old Christchurch Road) ind gennem skoven mod Det Tasmanske Hav. På vejen kom vi forbi et minimuseum fra jernbanens barndom i området, hvor de havde forsøgt at bygge jernbanebroer over de fossende floder oppe fra bjergene. Det var ikke lykkedes særlig godt, da de hele tiden blev revet omkuld af de fossende vandmasser. Måske skulle de have sendt bud efter “Brobyggerne” fra Jan Guillions romaner om de norske brødre, der blev uddannet til ingeniører, og havde lovet at komme hjem og bygge Bergensbanen. Nu stod der en sektion af en af deres gamle træbroer.
På den videre tur kom vi forbi store grønne græsningsområder med tusindvis af køer. Et sted var det tid til malkning, og lige da vi passerede, var koflokken startet på eftermiddagens malkevandring ad en lang mudret sti, hvor denne sunde, flotte kohær traskede afsted efter hinanden så langt øjet rakte, medens de kiggede nysgerrigt på de to mærkelige skabninger, der også stod og gloede på dem.
Snart var vi ude ved vandeti regionen Westland og den lille by Hokitika, hvor vi fandt ned til det lille hvide hus ved havet, som vi havde lejet for de næste dage. Vi fik os installeret, og gik op ad gaden, der mindede om hovedgaden i en gammel cowboyfilm. Vi så på fine ting i jadeforretninger, og fik en Frappe på byens teatercafe.
Bølgerne fra havet er i ørene på os, og håret blæser en del fra vinden derude fra Det tasmanske Hav, der fortsætter ud i Ishavet og ned til Antarktis.
Overfor vores terrasse, ligger der et gammelt flot træhus i to etager fra 1905. Det er malet i to gule nuancer, og med røde, grønne og gule vinduer med små blyindfattede ruder foroven. Det er et meget fint eksempel på et gammel landsbyhus her fra egnen.
Først på aftenen gik vi ned ad gaden til en restaurant, for at få noget aftensmad. Der var mange mennesker, og vi satte os i venteposition i baren med et glas øl.
Efter middagen kaldte solnedgangen, så vi gik ned til stranden sammen med mange andre. Der er meget drivtømmer på stranden, og et sted var bynavnet Hokitika lavet af drivtømmer, der stod op mellem stenene. Alle skulle have et billede af solnedgangen gennem et af bogstaverne. Da solen kl. 20.40. forsvandt blev det også køligt, så det gik i rask trav det lille stykke hjem til vores lille strandhus og et glas rødvin.
