Dasedag ved søen

Søndag d. 18.2.2018.

Solen skinnende ned over vores lille terrasse, Niels hentede frisk brød ved bageren, og snart var der morgenmad på terrassen. Da det var klaret, gik vi op i byen for at få lidt nyheder på turistbureauet og få købt lidt madvarer. I en uldtøjsbutik fik Grethe en vissengrøn trøje lavet af merinould fra New Zealand, silke og possumpels. Possumdyret er ikke særlig populært her i New Zealand, hvor den blev indført fra Australien for at skabe en pelsproduktion. Da det lille dyr ingen naturlige fjender har her, voksede antallet til uanede størrelser. Desuden har den været med til at sprede TB blandt kvæget her, så meldingen er, at man endelig skal køre den over, hvis man møder den ude på vejene. Men Grethes nye trøje er en superlækker kvalitet.

Vi pakkede bilen og kørte mod den lille sø Lake Kaniere. På en grøn plet slog vi os ned i solen, og nød livet og vores medbragte frokost. Tre ænder kom på et tidspunkt gående fredelig forbi os. 

Midt på eftermiddagen kørte vi ned til Hokitika Gorge Swingbridge, der går over floden Hokitika River, der løber ud i Det Tasmanske hav, lige for enden af vores vej. Vi gik turen langs floden, der er mælkegrøn til turkisgrøn på grund af meget kalk, og vi passerede over den svingende bro, som kun kunne tage seks personer eller max 1000 kg. De seks personer må vist veje godt til, hvis det regnestykke skal gå op.

Efter at vi havde fået aftensmad, gik vi i solnedgangen langs floden ud til flodmundingen, hvor der ligger en model af de gamle skibe, der tidligere besejlede området. Det bruges til picnic, og adskillige sad der og hyggede sig med deres aftensmad.

Klokken er nu 20.00, og fra vores terrasse kan vi se den nedgående sol skinner på den smukke gamle biblioteksbygning her i Hokitika. Gardinet vifter i aftenbrisen i den åbne terrassedør og et glas rødvin står på bordet.