Kulmine og skummende hav.

Onsdag d. 21.2.2018.
Vi vågnede til solskin og stille vejr, og en cyklon, der var draget videre østover. Vi tog en stille formiddag, fik vasket lidt tøj i vaskeriet og andet praktisk

Midt på dagen fik vi købt lidt frokost, og kørte ud til havet, for at se de store bølger, der fortsat rullede ind på kysten. Vi holdt på en tange, hvor floden Buller på den ene side kom væltende ud i havet med brunt mudret vand og mange væltede træer. På den anden side brølede havets lange bølger ind på stranden også med store træstammer, der kom til at ligge oppe på stranden. Det var utrolig fantastisk at se naturens kræfter mod hinanden.

Vi kørte længere nordpå, og gjorde holdt ved en lille strand, hvor havet havde ædt et stykke af skrænten, så vi måtte blive i bilen, og spise vores medbragte frokost, medens bølgerne brølede skummende ind på stranden.

Flere gange så vi en Weka fugl løbe over vejen. Det er en lille brun New Zealandsk fugl, der ikke kan flyve.

Fra havet kørte vi op ad bjerget igennem flot skov til den gamle kulmineby Denniston, hvor man kan se resterne af den kulmine, der fungerede der i ca 100 år frem til 1967, hvor den blev lukket. Da den var på sit højeste omkring 1920, boede der ca. 1500 mennesker deroppe. Dengang var der skole, hospital, forretninger og meget andet. Det var en utrolig flot udsigt, som de havde deroppe fra, men livet har nok været så hårdt, at det ikke har været den smukke udsigt, der fyldte deres hverdag. Da kulminen startede omkring 1850, kunne de ikke få lokale arbejdere, f.eks. ville guldgraverne ikke arbejde der. Derfor måtte minens ledelse hente arbejdere ud fra England ad flere omgange, for at klare den løbende produktion.

På en pæl i området sad der en plakat med advarsel til turisterne om cyklonen, som vi oplevede dagen før. De har været mange steder, for at advare folk, vi opdagede det bare ikke.