Natur og kultur.
Lørdag d. 24.2.2018.
Vi var tidligt oppe, da vi skulle køre op til Marahau, hvor vi havde booket en tur med en båd, der ville sejle os ud i Abel Tasman nationalpark. Da vi næsten var derude, var vejen blokeret på grund af jordskred fra cyklonen, og vi måtte køre en lille omvej, men heldigvis var vi i god tid, så vi nåede det til tiden.
Ved centeret for Abel Tasman Aquataxa, fik vi parkeret bilen. Sammen med otte andre, blev vi sat op i en båd, der stod på en trailer, der var spændt efter en traktor. Bådens skipper havde kørekort til både traktor og båd.
Så gik det hen langs stranden, til et sted med en bred flad strand. Det var meget lavvandet, så traktoren kørte os langt ud, inden der var vand nok til at båden kunne sejle. Vi blev sat i vandet, stadig medens vi sad oppe i båden, og så gik det for fuld fart ud over bølgerne med den store 250 hestes motor.
Skipper sejlede tæt forbi nogle klipper, hvor nogle sæler holdt til. Vejret var flot med klar blå himmel.
Ved den lavbundede bugt Torrent Bay, blev vi sat i land, og vi måtte vade et stykke ind. Vi fandt stien til Bark Bay, hvor en anden båd ville samle os op sidst på eftermiddagen.
Nu gik turen op langs kysten med nogle flotte udsigter ned over små bugter og ud over havet. Turen var på 7.8 km, og gik et stykke op ad bjergsiden, over Falls River var der en hængebro. Dem har vi efterhånden gået på nogle gange, de er ret brugte på alle deres vandrestier. Modsat turen lørdag, så var der næsten ingen fuglesang på disse bjergsider. Der blev gjort et stort arbejde for at genoprette fuglebestanden, ved at prøve at udrydde de dyr, der ikke hørte hjemme her oprindeligt.
Undervejs fik vi vores frokost, og allerede først på eftermiddagen var vi ved Bark Bay. Her nød vi et par timer i solen på den gule strand, inden vores båd dukkede op, og vi kom ombord. På tilbagevejen skulle vi ind i flere bugter og skifte passagerer. Da vi kom til Marahau, var det ikke til at kende, da det nu var blevet højvande. Traktoren holdt oppe ved vejen nu, og igen blev vi trukket op på traileren, og så “sejlede” vi tilbage ad vejen til vores parkeringsplads, nu med den glade skipper som traktorfører. Det var en ret speciel måde at blive transporteret på.
Så var vi klar til næste oplevelse. kl. 19.30 var der open air Opera in the Park i Nelson med New Zealands symfoniorkester og nogle operasangere. Vi havde 1 1/2 times kørsel, men da vi kom ind til byen kom vi i en sneglende kø, og vi kunne se på klokken, at det blev svært at være fremme til tiden, og vi havde jo ingen billetter endnu. Men vi var snu, og fandt en anden vej, så 20 minutter før det startede, parkerede vi på en stille villavej, hvor vi lynhurtigt klædte om fra vandredress til aftendress, og så skyndte os ned mod parken. Det var en park med mange forskellige sportsbaner, på et kort så vi, at operaen foregik på cricketbanen, men hvor lå den? Vi spurgte et lokalt par, der kom forbi, og fulgtes med dem. Heldigvis var der stadig billetter, så vi kom ind og fandt en god plads på en lille skråning. Vore regnjakker og siddeunderlag gjorde det ud for det tæppe, som vi ikke lige havde med i bagagen.
På vej ind mod byen havde vi forsynet os med minipizza, muffins, snacks, frugt og vin, så vi ligesom alle de andre operagæster kunne nyde lidt godt, medens vi nød musikken og sangen. Nogle i nærheden af os havde dog medbragt finere opdækning end vores regnjakker, da de sad med et bord dækket med en lyserød dug og i lange nederdele og langt hår ned ad ryggen, medens deres småpiger i svingende kjoler og langt hår, dansede på cricketbanens bløde græs. Lige ved siden af os sad en Maorimor med hendes kønne halvstore datter på et knaldrød tæppe. De klædte hinanden flot.
Vi sad fint i solnedgangen, med udsigt til de fjerne blå bjerge, da musikken startede og cikaderne også sang med, der var rigtig feststemning blandt de tusindvis af mennesker.
I pausen, da solen var gået ned, og det begyndte at blive mørkt, meddelte konferencieren at nu passerede den lysende internationale rumstation lige hen over os langt derude i rummet. Den kom flot sejlende forbi lige ved siden af den lysende halvmåne, jo det var en perfekt aften til open air opera, hvor store bannere med billeder af de kæmpestore bregneblade oppe fra junglen, flankerede scenen og lyste i forskellige farver. Medens orkesteret spillede et stykke pompøs musik, sluttede aftenen med et forrygende flot fyrværkeri på den klare mørke himmel, og vi begav os ud i mørket for at finde den stille villavej, hvor vores bil var parkeret, men så var det også næsten midnat, inden vi var hjemme efter en dag med oplevelser af både flot natur og flot kultur.