Postmand Per og Marlborough Sounds.
Tirsdag d. 27.2.2018.
Vi var tidligt oppe, og gik op til værtinden, hvor der var dækket et fint morgenbord. Vi fik musli med youghurt, små tykke pandekager med flødeskum og hindbær og toast med flere slags marmelade, så vi var stopmætte, da vi forlod værtindens morgenbord.
Rygsækkene var pakket dagen før, vejret var skyet, men der var ikke lovet regn før ved aftenstid, alligevel havde vi regntøj med. Værtinden spurgte omsorgsfuldt, om vi havde husket en varm jakke, solcreme, hat og frokostpakke.
Vi startede med at køre ind til Havelocks bager, hvor vi købte en kyllingesandwich som frokostpakke. Så blev bilen parkeret nede ved havnen ved Pelorus Mail Boats kontor, og parkeringsafgiften blev lagt i bilvinduet.
Postbåden sejler ud med post og andre ting til de folk, der bor øde steder ud langs kysten i Marlborough Sounds. Samtidig laver de denne sejltur som et cruise ud gennem de smukke områder med bugte, øer og bjerge.
De fleste, der var med på denne tur, kom fra den gråhårede gruppe af turister, og der var en hyggelig stemning ombord.
Jim 
Dagens post
Den rødhårede skipper, Jim, med de skotske aner, fortalte underholdende historier om det, som vi sejlede forbi. Jim er den 9. skipper og ejer af postbåden siden den startede sine postture i 1918. Historierne blev suppleret af hans mørke matrosmedhjælper Bendy, der havde maori aner. De skiftedes også til at styre båden. De havde et fantastisk humør, hvor flere af historierne blev krydret med vitser. Der var fri kaffe, the og småkager, men en dåse med specielle småkager var bagt af eleverne i den lokale skole, og indtægterne fra disse kager gik til en ny legeplads til deres skole. Som skipper sagde: “Disse kager er helt sikkert uden E-numre, beskrivelse af indhold og anden varedeklaration”.
Turen gik langs smukke kyster, hvor bjergsiderne rejste sig stejlt op fra, hvor grønne græsskråninger var fyldt med hvide får, og ud over mere åbent hav. Forskellige steder lagde vi til, hvor der skulle afleveres post, til disse ensomt beliggende steder. Et sted var det en 90-årig mand, der passede den farm, som hans familie havde haft i adskillige generationer. Et andet sted var det en speciel eneboer, der stod på bådebroen og ventede på post og en lille sludder, sammen med hans hund og ged. Bådens matros, der altid klarede forfortøjningen, havde altid et par hundekiks til de hunde, der ventede på bådebroen. Inden vi lagde til et sted, fik vi fortalt næsten alt om beboeren på stedet, så vi kendte dem næsten, når fortøjningen gik i land.
Nogle steder var det muligt at overnatte, så her gik nogen i land, og andre kom ombord.
Ved et fårefarm kunne vi komme i land og snakke med fårefarmeren og hans rødhårede kone. Hans familie havde haft farmen siden 1801, hvor hans forfædre havde ryddet det første stykke skov til græsarealer for fårene. Han ejede et kæmpestort stykke land, og massevis af får. På et luftbillede så det ud som om han ejede en stor halvø. Her gik bl.a. de store fine, hvide lam, som kan blive vores påskelammekølle. Desværre troede han, at han nok blev den sidste generation, da transport m.m. gjorde det mere og mere urentabel.
Possum 
Possumpels
Vi fik fortalt meget om fåredrift og uld.
Der er to ting, som de ikke brød sig om på farmen. Det ene var de vildsvin, der strejfede rundt i skovene ovenfor fårenes græsarealer. De kom ofte ned og forsynede sig af lammene, hvilket selvfølgelig ikke var populært. Derfor skød farmeren dem, når han mødte dem, for så at spise dem, de smagte jo godt. På et hegn sad der ca. 50 vildsvinetrofæer, det var kæben fra dem, der var blevet skudt. Den sidste stod øverst på hegnet, og var ikke mange dage gammel.
Det andet dyr, som de ikke bryder sig om herude er den lille Possum. Den tog farmerens kyllinger, derfor blev den også dræbt, dog havde farmeren en enkel gående i et bur. Deres skind og uld er populær. Ulden strikkes ofte sammen med den fine merinould. Grethe har købt sådan en trøje, og det var meget populært, for det var godt at øge salget, da de gerne vil have antallet af Possums nedbragt.
I Marlborough området dyrkes de store grønne muslinger i det meget rene vand. Der ligger en muslingefabrik i Havelock, og det er en kæmpe indtægtskilde for byen. Vi sejlede forbi adskillige muslingefarme, og et sted sejlede vi ind imellem muslingerækkerne, og så hvorledes en muslingebåd fiske muslingerne op, inden de blev sejlet ind til fabrikken. Hos fiskehandleren i Hvide Sande ligger disse grønne muslinger i frysedisken, vi har engang brugt dem til en lækker fiskesuppe.
Vi lagde til 15 steder med post, og vi sejlede ca. 150 km i løbet af dagen. Det var en speciel kombination, at lave postruten til en turistoplevelse, men det var en meget spændende tur, hvor der var andre oplevelser end blot naturen. Samtidig gav det jo turistindtægter for området. PostNord skulle måske overveje, om deres økonomi kunne forbedres, hvis de f.eks. lavede postture med turister. Hvad med en tur med postbilen rundt på Holmsland Klit til huse, minkfarme, sommerhuse, campingpladser og Put and Take søer.
Da vi sidst på dagen kom tilbage til Havelock, blev vi enige om, at vi måtte have grønne muslinger til aften. Muslingebutikken på havnen havde lukket, men i supermarkedet havde de et stort kar med friske muslinger, så vi fik en pose muslinger, noget brød og en flaske lokal champagne, og så var vi klar til et festmåltid i vor lille hus.
Udenfor køkkenvinduet i et mørkt hjørne, kan vi om aftenen se de lysende Glowworms, som også ofte ses i huler.
I løbet af natten hørte vi noget pusle udenfor, vi troede, at det var mus, men værtinden var sikker på, at det havde været deres Possum. Det er et natdyr, og vores værtinde fortalte, at de havde en på grunden.