Delfiner og sejltur med færgen.
Fredag d. 2.3.2018.
Vi var tidlig oppe, og medens det endnu var mørkt, fik vi vores sidste morgenmad i Marlborough Sounds. Da alt var pakket og vi havde betalt, kørte vi mod Picton, medens det begyndte at lysne. Der var næsten ingen trafik, nogle enkelte campere, der havde sovet på nogle parkeringspladser langs vejen, var ved at stå op.
Vi fandt færgen og fik checket ind. New Zealand er et nemt land at rejse i, alt fungerer, og når noget er booket på forhånd, virker det bare perfekt. Da vi i efteråret var på Sicilien, var vi ret forarget over deres affaldshåndtering, der var affald overalt, skraldebøtter flød over, rastepladser var næsten brolagt med affald, og det flød i gaderne. Her i New Zealand er der pinligt rent overalt, langs landevejene, i byer og på de offentlige toiletter er der altid flot og rent, der er altid toiletpapir, sæbe og papirshåndklæder. Det er et meget velordnet land, vi rejser rundt i.
Vi kom godt ombord på færgen, og fandt et sofahjørne, hvor vi kunne sidde de næste 3 1/2time. Det første stykke sejlede vi ud gennem Marlborough Sound, der var ingen vind, og det var en meget fin og rolig sejltur. Da vi næsten var i Wellington, meddelte kaptajnen over højtaleren, at der var delfiner til bagbord, og en stor flok hoppede lystigt ned langs færgens side.
Da vi kom fra borde, gik det nemt med at finde gennem byen og ud til vores B&B på en bjergside i udkanten af byen. Værtinden fortalte, at hun aldrig havde været i Danmark, men hun havde fulgt meget med i serien “Borgen” og været meget begejstret for den.
Vi fik vores ting ind på værelset, som faktisk er en hel lejlighed med to værelser, porcelænet er fra Villeroy & Boch, der er ingen opvaskemaskine, men værtinden har sagt, at vi blot skal åbne døren op til dem og stille det snavsede porcelæn på en bakke, så vasker hun det op. I instruktionsbogen som ligger alle steder, er der en instruktion i, hvad man skal gøre, hvis der kommer jordskælv. Men det regner vi ikke med at få brug for.
Vi kørte ud ad en vej langs bugten. Her fandt vi en cafe, Chocolat fish, hvor vi fik en dejlig fiskeburger. Cafeen lå i en gammel træbygning, der var en del af et gammel marinestationsanlæg. I nogle bygninger var der filmstudier, et andet sted et galleri og en butik. Her sad vi og nød vores frokost i det lune solskinsvejr med en flot udsigt ud over bugten og videre ind mod Wellington.
På tilbagevejen købte vi lidt aftensmad i New World, hvor Niels elsker at bruge sit rabatkort. Resten af eftermiddagen gik på den dejlige terrasse.