Te Papa.
Søndag d. 4.3.2018.
Igen morgenmad med sol på terrassen, selv om de snakker ret meget om, at der ofte er dårligt vejr i Wellington. Vi startede dagen med at køre ned til en streetfair i anledning af New Zealands kulturuger, der holdes i disse uger her i byen. Flere gader var spærret af, og der var boder med alt muligt, mad, tøj, smykker, the og meget andet, godt blandet op med forskellige, der optrådte fordelt ud over gaderne. Der var mange mennesker og en del trængsel.
Ved middagstid kørte vi ind til havnen, for at se det store Te Papa museum, hvor der på 6 etager plus en “skov”, blev fortalt alt om New Zealand, historie, natur, dyr, landets opståen, maorierne – den oprindelige befolkning, indvandrerne, og mange andre ting. Alt var spændende og flot formidlet i en meget fornem bygning, så der gik adskillige timer med at prøve på at blive kloge på alt dette.
Et sted var der lavet en udstilling om de flygtninge, der igennem mange år er kommet til landet. Der var bl.a. lavet en række trin, med forklaring om, hvem der var kommet, hvornår og årsagen til at de var flygtet fra deres hjemland. Det første trin var fra 1870, det var danskere, der var kommet herud, som resultat af krigen i 1864. Altså kunne vi konstatere, at vi danskere startede New Zealands flygtningehistorie. Skulle Støjberg så ikke lige tage sig lidt sammen, og opføre sig ordentlig, nu hvor vi må konstatere, at vi danskere har haft behov for, at nogen tog godt imod os, og fandt et nyt hjem herude.
Sidst på dagen kunne vore hoveder ikke rumme flere oplysninger, og vi gik en tur langs kajen til en bar, Sct. John, der bl.a. havde en lille græsplæne med liggestole og sækkestole. Her slog vi os ned i solen med en Frappe, og nød livet, medens vi så på de mange forskellige folk, der gik forbi i det flotte solskinsvejr. Det er vores indtryk, at forholdet mellem maorier og den befolkning, der er indvandret, fungerer meget fint og ligeværdigt.