Gulerodshovedstaden Ohakune.
Mandag d. 5.3.2018.
Det var lidt køligere denne sidste morgen, så morgenmaden blev klaret i spisestuen. Bagagen blev slæbt ned ad de mange trappetrin, og vi sagde farvel til den fine lejlighed på bjergsiden, hvor vores lille blå Toyota havde stået parkeret i tre dage i selskab med en Mercedes, en Alfa Romeo og en Jaguar.
Vejret klarede efterhånden op, og ved middagstid var temperaturen kommet op på 27 grader. Det er tydeligt, at det er solen, der varmer i løbet af dagen, og når den er gået ned, bliver aftenen og natten kølig.
Den første del af turen gik gennem et landbrugsområde, med grønne marker, hvor får og køer guffer græs uafbrudt, dog må køerne tage en spisepause et par gange i døgnet, når de trasker i lange rækker ned til deres malkestation.
Ved middagstid kørte vi i Foxton Beach ned til en strand ved Tasman Sea, hvor vi spiste vores medbragte frokost, medens bølgerne skyllede dovent ind på den grå-sorte strand, der er dannet af vulkanudbrud for tusinder af år siden.
Turen fortsatte efterhånden igennem et mere bjergrigt område. Et sted kørte vi langs med en stejl, hvid bjergside, der tydeligt er dannet af et jordskælv for tusinder af år siden. Landet vi besøger, har mange naturfænomener at forholde sig til. De har vulkaner, jordskælv, tsunamier og cykloner.
Småbyerne kan være ret opfindsomme, når de skal finde en årsag til en byfest eller en festival. En lille by, som vi kørte igennem, havde lige holdt en gummistøvlefestival. Her hang der gummistøvler hen over gaden. De har nok haft mange landmænd, der aldrig kom længere end til at få gummistøvlerne på hver morgen.
Et sted gik en stor flok køer og spiste af en bælte af gulerødder, der var lagt ud på marken. Det undrede vi os meget over, men da vi kom ind til Ohakune, fandt vi ud af, at byen var New Zealands gulerodshovedstad. Der produceres meget store mængder gulerødder omkring byen.
Midt på eftermiddagen var vi fremme ved den lille by, Ohakune, hvor vi havde booket en skihytte i et kompleks, der hedder Rocky Mountain Chalet. Fin og dejlig hytte, hvor vi hurtigt fik os indrettet. Vaskemaskinen blev fyldt med vores snavsetøj, og vi gik gennem en park og langs med floden ind til byen. Der bor ca. 1000 mennesker her i byen, men i de få vintermåneder juni, juli og august, kommer der en del herop for at stå på ski ned ad vulkanen Mt. Ruapehu på 2.797 meters højde. Vi kan se over til vulkanen fra vores terrasse.
På vejen passerede vi byens vartegn, en kæmpestor gulerod, som stod ved en børnepark, med forskellige gulerodsfarvede legeredskaber og motionsredskaper. I stien, som vi fulgte, var der lagt mursten ned i den støbte cement. Alle disse mursten havde navne på forskellige personer og firmaer fra byen. De havde alle doneret midler til legepladsen og stien.
Ca. 200 km fra hvor vi bor, er der en by, der hedder Dannevirke, men chaufføren vil hellere på vulkaner end besøge Dannevirke.