På vulkaner.

På vulkaner.

6. marts 2018 Slået fra Af gretheogniels

Tirsdag d. 6.3.2018.
Medens vi spiste vores morgenmad, blev vi enige om, at det lettere skydække, der lå omkring vulkanen Ruapehu, som vi kan se udenfor stuevinduet, nok ville opløse sig lidt i løbet af dagen. Vulkanen er 2797 meter højt.

Vi fik pakket en rygsæk, tog ind på turistbureauet, hvor vi fik den sædvanlige venlige og kompetente betjening. Vi fik nogle gode råd om vandtestier m.m. Desuden fik vi en rabatbillet til skiliften, hvis vi besluttede at tage den et stykke op.

Da vi havde købt lidt frokost til rygsækken, og solen skinnende nede i lavlandet, satte vi kursen mod skiliften, for at tage op i højderne derinde i Tongariro nationalpark. 

Det var ikke noget nemt terræn at gå i, der var ingen egentlig sti, og det var ret store klipper og lavastykker, der lå på den stejle bjergside. Men det gik opad i roligt tempo. Da vi holdt hvil et stykke oppe, kom en familie med tre småpiger opad. I den klare luft kunne vi høre, at det var danskere, dem er vi ellers ikke stødt ret ofte på. Da de spurgte, om vi ville tage et billede af dem alle, kunne vi jo svare på dansk. De vendte om ved dette punkt, men vi gik et stykke længere op, for at se, hvad der var på den anden side af den bjergkam, som vi kunne se. 

En meget flot rød bjergspids, Pinnacle Ridge, stak op mellem de mange sorte og kantede spidser. Vi nåede til 1880 meters højde, ca 700 meter under kraterkanten. Hverken kraterkanten eller den røde spids var dog på listen over vores mål denne dag. 

Lavastenene har mange skiftende farver i sorte, grå og rødlige nuancer. Der kom to lavasten i lommen, en sort og en rød, til Ludvig og Ebbes samling af lavasten fra forskellige steder.

Efterhånden kom der nogle kolde skyer med vind sejlende ind omkring bjerget, og vi blev enige om, at vendepunktet var nået. Det er koldt på toppen, men en utrolig flot udsigt. Nedstigningen begyndte, det kan godt være mere vanskeligt end opstigningen, men det gik ret hurtigt nedad.

Da vi var nede, blev frokosten klaret, og vi kørte ned til et vandfald, Tawhai Falls, som vi gik den korte tur ned til.

Så havde vi også fortjent at tilbringe dagens sidste timer med benene oppe, i hver vores sofa.