Maoridag.
Fredag d. 9.3.2018.
Fra morgenen var det flot sol og blå himmel, men der var kommet en del vind, så det var blevet lidt køligere. Vinden formåede dog ikke at blæse byens svovllugt væk. Vi startede dagen med at gå ned i en park, hvor der dels er nogle boblende søer fra undergrunden, dels er et par steder, hvor man kan tage varme mineralske fodbade.
Resten af formiddagen tilbragte vi ude i Redwood Forest. Der er lavet en gangbro i 6 meters højde mellem nogle af de meget høje træer. Der er desuden mange stier af forskellig længde ind i det store skovområde. Vi købte nogle sandwich og gik en tur op igennem skoven, først imellem de store Redwood træer, der kan blive helt op til 125 meter høje. Det er ret specielt at alle de grene, hvor der ikke længere er nåle på, falder af helt inde ved stammen, så der bliver et lille hul i stammen. Så hvis man vil til tops i træerne, skal man kravle langt op ad den høje lige stamme, før der er nogle sidegrene at holde fast i.
Sidst på dagen tog vi ned til parken ved det gamle museum. Det er lukket p.t. på grund af skader efter et jordskælv for nogle år siden. Ude ved søen er der et stort område med boblende søer fra undergrunden. Det er meget specielt at være i en by, hvor der overalt er hul til jordens indre med boblende vand eller mudder. Det er ikke underligt, at svovllugten hænger overalt.
Nu var det tid til at melde os i Tamaki centret, hvor vi havde booket en tur ud til Tamaki Maori willage. Vi var en lille gruppe, der sammen skulle køre derud, og vi fik stammenavnet Tui. I bussen fortalte chaufføren om levevis, skikke, og meget andet. Han udnævnte den nærmeste mand til stammeleder, og vi blev alle instrueret i, hvorledes vi skulle opføre os. Det var meget gemytlig og underholdende. Vi ankom som den første stamme, og vores stammeleder blev hilst velkommen på behørig vis med næsegnidning. Efterhånden ankom de andre stammer, og aftenens show kunne tage sin begyndelse. Maoristammen kom sejlende i en lang kano, og de hoppede i land under megen råben, fægtende med spyd, rækken tunge og opspiling af øjnene. Alt for at indgyde respekt. Så blev deres stammeleder venlige overfor vores ved et bregneblad, der blev smidt på jorden og samlet op af vores stammeleder. Nu gik det rundt i landsbyen, hvor vi fik fortalt deres historie, skikke og meget andet.
Et sted skulle vi konkurrere på maorivis, bl.a. ved at vi skulle slippe og gribe nogle lange stokke. Danmark vandt, da Grethe var bedst til at reagere på maoriordene for højre og venstre. Godt gået Grethe, den sidste der blev besejret var fra Australien.
Deres festsal blev også besøgt, her var der optræden med sang, musik og dans. Maden var i løbet af de sidste 3 – 4 timer tilberedt i nogle store kurve i et hul, hvor der var lavet bål, og lagt store sten. Alt dette mad blev vi inviteret ind for at spise sammen stammevis. Vi fik muslinger, fisk, kylling, lam, kartofler, gulerødder og røde og hvide sødekartofler. Desserten var en overdådighed af kage med budding, Pavlorais og ferskner. Til slut var der afskedssange og hilsner til stammelederne, og så gik det hjemover i bussen. Da vi kom ind til byen, tog de tre busser med de forskellige stammer en tur rundt i en rundkørsel fire gange, inden de kørte ud af hver deres vej, til de forskellige hoteller, hvor folk skulle sættes af.
Det havde været en festlig og meget informativ aften, der på en god måde gav indblik i, hvorledes New Zealands oprindelige folk, Maori folket, var kommet til landet, havde levet, og hvorledes de var kommet godt ind i den nuværende tidsalder.