Coromandel.
Lørdag d. 10.3.2018.
Da morgenmaden var klaret, blev bagagen pakket ned i bilen. Efterhånden er vi ret trænede i at pakke det hele hurtigt sammen, og komme afsted. Øvelse gør virkelig mester. Det gik nu mod Coromandels strande.
Turen gik igennem et flot bakket landskab, vekslende mellem grønne bakker med får og køer og skovklædte bjergsider. De smukke strande, hvor Stillehavet skyllede ind, passerede vi også flere steder undervejs.
I Pauanui fandt vi feriecenteret Pauanui Pines Motor Lodge, hvor vi fik vores lille hytte, der lå nederst i området. Vi bor lige ved tennisbanen, bag ved den ligger en golfbane og ved siden af ligger swimmingpoolen. Til den anden side ligger landingsbanen for de små privatfly, og lidt herfra ligger en lystbådehavn. Stedet vi er på, ligger midt i et sommerhusområde med meget fine veje med midterrabat, pænt velholdte rabatter, parkeringspladser nede ved stranden i rigeligt antal, og et shoppingcenter med butikker, cafeer, informationscenter, kirke m.m. Niels mener, at deres årlige bidrag til deres vejlaug m.m. er væsentlig højere, end det, som vi betaler i Bjerregård.
Vi fik os hurtigt installeret i det lille hus, og da solen stadig sad flot på den blå himmel, pakkede vi en rygsæk og tog ned til stranden. Det blæste noget, men vi fandt et hjørne i den ene ende af stranden, hvor der var godt.
Stillehavets bølger slog ind på den brede, flade strand, hvor surfere prøvede at komme op at stå på deres bræt. Et par oystercatcher på lange røde ben og en enkel hejre hyggede sig i nærheden af os.
Vi havde igen en drøftelse af verdenshjørnernes placering, fordi solen snyder os, den står jo på nordhimlen, og Niels ville gerne nyde solnedgangen over Stillehavet, men det ligger jo mod øst, så solen flyttede sig længere og længere væk fra Stillehavet, for selv hernede på den sydlige halvkugle, går solen altså ned i vest. Godt at der er et kompas på vores tlf.
Sidst på dagen tog vi hjem, og satte os på den store plæne, hvor dagens sene eftermiddagsudsigt bestod af de fjerne høje bjerge, beostære der hakkede i græsplænen, som er omkranset af palmer.
Bag ved lander de små sportsfly med weekendgæsterne, og pludselig kom fire små fly, 1 blå, 1 hvid og 2 røde i formationsflyvning og lavede røghaler, og en miniflyopvisning med loop og andet luftakrobatik, inden de landede i hælene på hinanden.