Sommerhusdag.
Søndag d. 11.3.2018.
Det var let skyet fra morgenen, og vores planer var blot at slappe af. Vi startede med at tage ned til stranden, hvor vi gik ad en lille sti op gennem skoven til en flad klippe. Vi sad på en bænk og så de store Stillehavsbølger skylle ind. Vi snakkede om, at hvis vi satte vores lille båd i vandet her, og sejlede ud over havet, så ville det vare meget længe før vi fik land i sigte på Sydamerikas kyst. Stillehavet er et meget stort hav, hvor Vesterhavet ikke ville fylde meget.
Det var lavvande, og vi fortsatte en tur langs den brede, fine strand. Der er en del skaller, men ingen sten på stranden. I en bræmme hele vejen ud langs stranden, lå nogle blå aflange, geleagtige dyr, de havde et lille opretstående blå sejl, og lignede små blå sejlbåde. Rengøringsdamen kaldte dem Blue Sails, hun sagde, at det var en vandmand, og der kom mange ind på stranden netop nu. Det er en Velella, der flyder med vinden på overfladen af oceanet. Derfor kan der forekomme massestrandinger af dem. Vi har fundet ud af at det er afkom af Portugisisk orlovsmand.
Da vi havde fået lidt frokost på en cafe, kørte vi ud til spidsen af området, hvor floden Cairua løber ud i Stillehavet.
Her ruger den New Zealandske dottreles (pommeransfuglen) på stranden. Der stod en stor flok af dem nede på stranden, sammen med nogle lidt større fugle, som vi ikke kender navnet på. Desuden var der måger og oyestercatcher. Det har slået os flere gange, at de fugle vi ser, er mindre sky, end vi ser i Danmark. Der har jo heller ikke været nogle egentlige fjender for dem tidligere. Da vi besøgte fugleområdet i Wellington, måtte vi, inden vi gik ind i området, rode vores rygsæk igennem for at sikre, at vi ikke havde en mus med i rygsækken. Nu er det jo ikke det, vi oftes går rundt med i rygsækken, og vi fandt da heller ikke nogen. Musene er de heller ikke glade for herude, da de tager fuglenes æg. Utroligt at vi kan have så mange fugle i haven og sommerhuset, der har vi jo også mus.
Sådan gik dagen med travetur, hygge og afslapning, som det plejer, når vi er i sommerhus.
Resten af eftermiddagen var der hygge i sommerhuset, og medens vi spiste, gik solen ned bag nogle bjerge langt ud i vest, medens skyerne gav et helt utroligt rødt spil på himlen, det var et sandt farveorgie i rødt.