Auckland.

Tirsdag d. 13.3.2018.
Hele natten havde det stormet voldsomt, træet udenfor værelset havde slået hårdt ind mod huset. Receptionsdamen fortalte, at endnu en cyklon, Hola, havde passeret ind over fra vest, lige der hvor vi var. Denne var startet oppe ved Fijiøerne, så de kommer langvejs fra, de cykloner. Dagen før havde vi hørt cyklonsirenen hyle, men ikke tænkt mere over det. To cykloner med få ugers mellemrum, forfølger de os? Men nu var der blevet flot solskin, kun en skarp bræmme at skyer lå ude over bjergene, måske den sidste rest af cyklonen.

Vi pakkede bilen for sidste gang, og satte kursen mod Auckland. Vi var lige et vend nede ved stranden, for at se, om der var bølger, men der var fralandsvind, så de var ikke så store. 

Et stykke oppe ad kysten, kørte vi ned til en område med flotte strande og mange ynglende fugle. Der er et ret lavvandet område, hvor der lever en del muslinger, som det er populært at samle ved lavvande. På et skilt kunne vi læse, hvor mange af hver art, det var tilladt at samle pr. person. Max for nogle arter var 50, og de grønne muslinger, som vi i Marlborough Sound havde sejlet rundt imellem i tusindvis, måtte man kun samle 10 stk. af.

Her gik vi først igennem en fyrreskove, hvor man prøvede at udrydde fyrretræerne, til fordel for den oprindelige, mere lave bevoksning. Det gjorde man ved at sprøjte gift ind i træerne, så de gik ud. Derfor var der advarsler mod, at gå ind imellem træerne, da grene kunne falde med, og de døde træer kunne vælte. De er ret drastiske med deres naturpleje her på egnen.

Da vi kom ud af skoven, lå der en flot, lang gylden strand, hvor stille bølger fra Stillehavet slog ind. Adskillige par af de sorte oyestercatsher løb i vandkanten og fandt smådyr. Det er utrolig så tæt vi kan gå på dem, uden at de flygter. Her ruger også de New Zealandske Dottreles eller pomeransfuglen. Den er udryddelsestruet, så der var adskillige skilte med beskrivelse af den, og hvorledes man kan passe på den. Rugesæsonen er lige overstået pr. første marts.

Efter en lang tur langs den flotte strand, fortsatte det mod Auckland. Snart blev bjergene afløst af mere fladt landbrugsland med mange køer, men de smukke, runde, grønne bakker fulgte med.

Efter en frokostpause var vi snart i Auckland, hvor vi kørte mod lufthavnen. Først fik vi ordnet vores billet til Sidney næste dag, inden vi kørte til udlejningsbureauet, hvor den blå Toyota, der trofast havde kørt os rundt på Sydøen og Nordøen i en måned, nu blev afleveret. Små 3.500 km bar det blevet til. En bil fra hotellet hentede os i lufthavnen, og snart var vi indlogeret på hotellet til den sidste nat i New Zealand. 

Efter en kop the, fik vi pakket vore kufferter om fra bilbagage til flybaggage, inden vi gik ind på nabohotellet, hvor vi fik en middag med en Carlsberg til, inden det gik tilbage til hotellet, hvor vækkeuret blev sat til kl. 3,45. Vi skulle med hotelbilen til lufthavnen kl. 4.30.