18.2.19 Hsipaw
Tog til Hsipaw.
Vækkeuret ringede kl. 2.30 da vi skulle mødes med Khin kl. 3.20 for at køre det lille stykke over til banegården, hvor vi skulle med toget kl. 4.00 til Hsipaw, der ligger i Shan staten. Det var en kølig morgen, så folk var pakket godt ind. I receptionen havde de glemt at lave den morgenmadspakke, som vi havde bestilt, og de havde lovet at levere, så vi måtte satse på, at vi kunne købe noget undervejs. Det var ikke noget luksustog, vi sad på den bedste klasse, som hedder “Upperclass”, det var enkle og rustikke vogne, men toget afgik til tiden, så det var jo fint.
Det raslede og skrumlede afsted. Det var en skøn rejse med det lille lokaltoget, der snegler sig af sted i adstadigt tempo, hvor der virkelig var tid til at få sjælen med. Det var mest lokale, der benyttede toget. Ved det første stop på en lille station, forsvandt Khin ud på perronen. Lidt efter var hun tilbage med små poser med forskelligt mad. Der var ris, stegt tofu med filodej og pakora. Det var meget lækkert, og en god erstatning for det hvide toastbrød, som hotellet sikkert havde lagt i den madpakke, som de glemte at lave.
Efter nogle stop begyndte vi at køre op i bjergene. Vi skulle op til 1300 meters højde. Efter togets bjergbestigning fik vi koblet 3 vogne mere på i den gamle hillstation, som englænderne brugte meget i kolonitiden. Turen fortsatte gennem frodige småmarker med mange grønsager og små landsbyer, der ofte var garneret af en gylden pagode.
Efter nogle timers kørsel var vi ved den berømte Gokteik bro over den 300 m dybe kløft i Shan bjergene i Shan staten. Det er en nittet jernkonstruktion, der minder om Eiffeltårnet, og den er bygget i 1901, og var dengang den næst højeste jernbanebro i verden. Turen ned til broen gik ad hårnålesving, og lige før broen stoppede toget, så passagererne kunne stige ud og fotografere den. Tænk hvis toget over Lillebælt eller Storebælt også stoppede, så der var pause til at fotografere. Snart lød togfløjten, og der var afgang ud over broen i meget langsomt tempo, medens turisterne på Upperclass fotograferede og fotograferede. Togfløjten lød altid ved afgang, og når vi passerede en overkørsel. Skinnerne lå ikke helt jævnt, og af og til vred og vendte togvognene sig, og vuggede fra side til side, så man kunne blive helt søsyg af at se op igennem den næste togvogn.
Efter 11 timers togtur vaklede vi ud på perronen i Hsipaw, lettere søsyge af togets gyngende fremfærd. Her blev bagagen sat på taget af en “grisetansportbil” med sæder langs siden af ladet, og vi blev kørt ned til Mr. Charles Hotel. Mr. Charles, der grundlagde hotellet, hedder sådan, fordi han som barn gik i en engelsk missionsskole. Læreren kunne ikke udtale og huske de burmesiske navne, derfor gav han børnene engelske navne. En kom f,S, til at hedde Livingstone.
