23.2.19 Bagan
Pagoder og elektrisk knallert i Bagan.
Pagoder og elektrisk knallert i Bagan.
Da morgenmaden var klaret ude i haven i den dejlige kølige morgen, ventede vores lokale guide på os. Han stor parat med elektriske knallerter og styrthjelme, og så gik det lydløst ud ad de støvede, rødbrune veje mellem områdets tusinder af pagoder. De fleste er bygget i røde mursten, nogle enkelte er hvidkalkede og enkelte har guldspir. Området er fyldt med 2.200 stupaer, der er de mindste, pagoder, der er større og templer, der er de største.
Det gik gennem små landsbyer, hvor man kunne se de lokale starte på dagens opgaver, medens dagen gryede. Insekterne summede i luften, hanerne galede, og fugleflokke steg langsomt til vejrs, mens de skræppede op.
Bagan og omegnen kan godt være kandidat til et af verdens vidundere, som den ligger her langs Aeyrwaddyflodens dovne vande. Det er en af Asiens store oplevelser. Det er en herlig ting, at opleve pagoderne i adstadigt tempo på knallert uden lyd ad de støvede stier, og se det ene rødbrune tempel efter det andet beliggende i det flade og karske halvørkenlandskab direkte ud til floden.
Pagoderne i Bagan stammer helt tilbage til det 11.-13. århundrede, hvor Bagan havde sin storhedstid, og var hovedstad i det første burmesiske rige, inden mongolernes Kublai Khan i 1287 besejrede Bagan og ødelagde bygninger fra de sidste 300 års byggeri.
Vi stoppede ved 8 templer, som vi var inde og se. Guiden forklarede om alle de mange Budha figurer og templer, men det er svært at huske, med så mange på en dag, og alle er i guld og ligner hinanden for os hedninge.
Vi besøgte disse templer:
Shwezigon Pagoda – the glory of Bagan,
Htilominlo Temple – the best pilaster carving,
Nathtaukkyaung – monastery made of teak wood,
Ananda Temple – the masterpiece of Bagan,
Gubyaukgyi Temple – the best mural paintings of 11th century.
Manuha Temple – huge Buddha Images,
Dhamayangyi Temple – the biggest temple in Bagan,
Sulamani Temple – the 12th century temple.
Der kommer mange burmesere til templerne, de lader sig ikke genere af os, ofte vil de gerne snakke og høre, hvor vi kommer fra. Ved de fleste større steder er der en masse boder med offergaver, souvenirs, snacks, drikkevarer og meget andet. Når vi besøger et tempel, skal vi stille skoene udenfor, så det foregår på bare tæer.
Ved middagstid gjorde vi holdt ved en lille restaurant, hvor vi under palmebladstaget fik frokost.
Lidt efter kom en ung pige sammen med guiden og spurgte, om vi ville med ind og se landsbyen, som restauranten lå i udkanten af. Hun var født og boede i landsbyen. Hun fortalte om landsbyens liv, hvor der boede 100 familier, der levede af landbrug. De dyrkede majs, bønner, bomuld og jordnødder. Af jordnødderne lavede de olie, og restmaterialet blev tørret og brugt til dyrefoder. Hun viste os et hus og hvorledes det typisk var indrettet med bl.a. bede- og meditationsrum oppe på en forhøjning. Fjernsynet stod nede, hvor familien opholdt sig og sov. De fleste huse var bygget af flettet bambus og på pæle. Vi så også hvorledes de spandt bomuld, og vævede, malede billeder, og mange andre dagligdags ting. En gammel dame, der sad og spandt bomuld, var landsbyen ældste, hun var 92 år gammel. Burmeserne smører sig ofte med noget gult pulver i ansigtet, det er godt for rynker og for solen. Det laver de selv af barken fra et træ. De gnider det på en sten med lidt vand og får dette fine, gule pulver, der så smøres i ansigtet. En skole havde de også i landsbyen.
Om eftermiddagen gik det videre til de sidste templer, inden vi satte os på et thehus og fik en kop grøn the. Guiden fik en kop kaffe for 1.50 kr. Og vores the var gratis, fordi han købte kaffen.
Nu hoppede vi igen på knallerten og kørte ned til en ventende hestevogn, der kørte os ad de støvede stier ud gennem det støvede landskab. Efter en lang dag på disse støvede veje, var det svært at se, at vores sandaler havde to forskellige farver. Efter en times tid, var vi ved en høj, sammen med alle de andre turister i området. Herfra var der en utrolig smuk udsigt ud over landskabet med de tusindvis af pagoder, der strakte deres spir op over landskabet, medens en rødglødende sol gik ned bag de fjerne blå bjerge. Områdets børn løb rundt og forsøgte at sælge postkort, lakæsker og andet. Noget fik de da også solgt.
Så gik det hjemover, en bekendt af guiden havde kørt vores knallert ud til solnedgangsstedet, og vi kørte hjem i det disede aftenlys. Et sted kom nogle hyrdepiger med spidse stråhatte og en flok hvide køer med pukkel, de havde næsten samme farve som aftenlyset. Inden vi nåede hjem, var det blevet mørkt, vi var vist den eneste knallert, der havde tændt lyset.