1.3.19. Inle Lake
Tusindvis af stupaer.
 |
| Donationsoptog |
Tusindvis af stupaer.
Morgenmaden spiste vi på den udendørs terrasse, og snart var vi klar til at tage afsted med den ventede taxachauffør, der kun talte burmesisk, men det skulle nok gå. Med tegnsprog og fagter kommer man langt.
Vi kørte ud igennem et område med mange marker og mange små sukkerrørsfabrikker, hvor de kogte sukker ud af sukkerrørene. Bønderne gik ude i markerne, og hyrderne holdt øje med de store flokke af hvide køer. Chaufføren var ikke helt sikker på den vej, som han havde valgt op over bjergene, så han spurgte mange gange undervejs, og fik også svar hver gang. Det var en smal vej med kun plads til en bil, så når vi mødte en modkørende, måtte man blive enige om, hvem der skulle køre ud i den røde jord langs vejen, hvor ellers kun oksekærrerne holder til. Vi passerede flere små landsbyer. Det er forbavsende så fine og ret nye huse, der ligger ude i landsbyerne. I et område boede der en stamme, hvor kvinderne er helt klædt i sort, og har et farverigt tørklæde bundet om hovedet. Jorden i området er meget rød, og kan støve helt enormt, så buske og græs langs vejen bliver helt rødt.
Chaufføren må have fået de rigtige svar på hans spørgsmål, for pludselig var vi ved Kakku pagoderne, og kørte ind foran området med 2.478 stupaer og pagoder i nogle lidt støvede lysebrune og lyserøde farver. Alle havde mørke og rustne “paraplyer” med spir og ringlende klokker på toppen, dog havde de største pagoder gyldne spir. Det var utrolig flot, og lignende et eventyrslot fra 1001 nat.
Vi gik en tur rundt om hele komplekset, medens de mange klokker højt oppe i “paraplyerne” ringlede i vinden. Komplekset er bygget af nogle buddhistiske missionærer fra den indiske kejser Ashoka i det 3. århundrede. Siden er det vedligeholdt og fornyet af forskellige sponsorer, og der var da også stadig flere håndværkere igang. Overalt sidder der små skilte, med navnene på disse sponsorer, og hvad de har sponsoreret.
Så gik det tilbage mod hotellet ad en anden og bredere vej, gennem adskillige ret velholdte landsbyer. Snart kom vi til Taunggui, der er den administrative hovedstad for Shan provinsen og ligger på toppen af et bjerg. Der er et meget stort marked her, hvor handlende fra både Kina og Thailand kommer til med varer. Byen virkede som en meget moderne og samtidig kaotisk by, med lige så mange knallerter som stupaerne i Kakku.
Vi besøgte det lysende hvide Sulamuni Paya tempel med den høje guldpagode og de fire stående guldbuddhaer, der alle havde fået “tøj” på.
Ved templerne står der altid nogle blomstersælgere. På en hylde ude i tempelgården stod der en række stålvaser og noget vand, så man kunne sætte sin buket i vand, inden man satte den inde foran favoritbuddhaen. Det er ligesom på sygehuset, hvor stålvaserne også står og venter på de besøgendes blomster.
Da vi var på vej ud at spise, hørte vi trommen i nabolaget. Da vi kom ud på gaden kunne vi se, at der foregik noget på parallelgaden. Det var et optog, med de store trommer, der skal bæres af flere mænd, kvinder i fine lungyi bærende på krukker med blomster, og pengesedler bundet til blomsterne. To halvstore piger kom ridende i guldtøj på fint pyntede heste. Det var en meget lang prosession, der var på vej for at donere nogle penge. De så glade og smilende ud, så den form for skattebetaling plagede dem tilsyneladende ikke voldsom.
Vi gik lidt ned ad gaden og fik på en restaurant en menu på traditionel burmesisk måde. Der var græskarsuppe, ristede peanuts, salat, kylling med cashewnødder, stegte grønsager i soyasovs, ris og vandmeloner og mandariner. Alt bliver serveret sammen, og man spiser det lidt tilfældigt.
Da vores aftenøl blev åbnet, fik Niels sin 4. gevinst. Den lød på 1000 Kyat, så nu måtte hele hans gevinstpulje på 2 x 500 og 1 x 1000 Kyat indløses for vores aftenøl. Servetricen mente, at vi var nogle meget heldige mennesker, da vi også havde vundet en gratis øl forleden aften.