2.3.19 Ngapali

2.3.19 Ngapali

2. marts 2019 Slået fra Af gretheogniels
Ngapali stranden ved Bengalen.
 
Sundowner
Ved gaten, – dutyfree i baggrunden
Shuttlebussen fra hotellet.
Udsigt fra vores balkon
Ngapali stranden ved Bengalen.
Vi var tidligt nede på terrassen i den kølige morgen, for at få morgenmad, inden vores chauffør var klar til at køre os til lufthavnen til ca. en times flyvning ud til Ngapali stranden ved Den Bengalske Havbugt. Gadebilledet i den tidlige let disede morgen var en skøn blanding af hestevogne og oksekærrer læsset med grøntsager eller brugt til at transportere familien, rischaws, knallerter og mennesker på vej til arbejde. I de små gadekøkkener langs vejen, var der trængsel om de små borde.
Da vi ankom til lufthavnen stod en guide fra Adventure parat til at følge os igennem den lille lufthavn. Fra vi ankom, til vore kufferter var checket ind og immigration og sikkerhedstjekket var klaret, og vi sad ved afgangsgaten, gik der fem minutter. Det må siges at være en af de hurtigste indtjekninger, som vi har oplevet, men så havde vi også vand med i rygsækken, uden at nogen løftede et øjenbryn. Glem også alt det med elektroniske vægte med flere decimalers angivelse. En mand løftede op i vore kufferter og sagde OK, så let kan max vægt på en kuffert kontrolleres.
Snart var vi i luften, og da vi landede stod der en mand fra hotellet med vores navn på en liste, så vi blev sat i venteposition, medens han fandt vore kufferter. Det var ikke en taxa, der ventede, men en gammel sølvfarvet lastbil, der lignede noget fra kolonitiden. Sæder og ryg var flettet bambus, og under taget sad der flettede håndtag. Små farvede glasruder sad øverst oppe, ja denne transport er meget svær at beskrive, men sjov var den. 
Og så var vi igen ved Bengalen, som vi kender så godt fra vores indiske år. Her kan vi godt holde ud at være de kommende dage, hvor det handler om strand, afslapning og livsnyderi
Ngapali er et uspoleret strandparadis, med de flotteste kridhvide sandstrande, skyggefulde kokospalmer og krystalklart turkisfarvet vand, beliggende ud til Den Bengalske Bugt.
Efter lidt frokost fandt vi ned på stranden, hvor liggestolene ventede under palmeblads parasollerne. Og sådan gik eftermiddagen i solen og med Bengalens brusen i ørene. 
Ved aftenstid fik vi en drink på terrassen, medens solen gik ned med en blodrød aftenhimmel, derude over Bengalen. Det så vi ikke i Indien, da vi dengang var på østsiden af Bengalen.
Ja, og så spiste vi kæmpestore tigerrejer på en lille fiskerestaurant lidt henne af vejen. Og Niels var jo igen heldig med hans ølkapsler, 500 Kyat var dagens gevinst. Vi snakker om, at vi vist skal købe en lottokupon, når vi kommer hjem, vi er vist inde i en gevinstrunde lige nu.