Afrejse mod Bali.

Afrejse mod Bali.

20. februar 2020 Slået fra Af gretheogniels

Så trækker igen de fjerne lande med nye oplevelser. Da vi forlod Overhaven var det gråvejr og regn, som det efterhånden har været i måneder. Onsdag havde vandet gennembrudt et dige ved Ribe, og småsøer er opstået overalt på markerne. Mon ikke der venter os noget sol, varme og blå himmel på Bali, til erstatning for det kedelige vintervejr i Danmark.

Det gik ad motorvejen mod Hamburg med vinduesviskerne igang hele vejen. Et sted stoppede trafikken næsten, men efter nogen tid gled det igen, uden at vi fandt ud af årsagen.

Efter nogle timers kørsel, var vi fremme ved det nye sted, hvor Passat skulle holde ferie de næste 6 uger. Det lå tæt ved lufthavnen, og da kufferterne var flyttet over i deres spritnye Passat, blev vores halvgammel Passat efterladt i deres varetægt, og snart var vi sat af ved lufthavnen. 

Vi fik checket ind efter nogen ompakning af håndbagagen, fordi en var lidt for tung, en anden var meget let og en tredje måtte slet ikke være der.

Vi var stadig i god tid, inden de godt 6 timers natflyvning med Emiraterne til Dubai.

Da vi var kommet ombord i den kæmpestore A380, lettede vi kl. 21.00 vores tid. Vi fik noget kylling, det er altid på menuen hos Emiraterne, og så blev lyset slukket, og stjernehimmel tændt i midtergangen. Vi sov nogle få timer inden det blev morgen og solen stod op over Dubai.