I fly over Østens riger.

I fly over Østens riger.

21. februar 2020 Slået fra Af gretheogniels

Da vi landede i Dubai, var det stadig midt om natten for os, kl. var 03.00 vores tid og 06.30 lokal tid. og vi startede den lange rejse gennem Dubai Airport til gate B5; hvor vores næste fly til Bali skulle være. Vi havde god tid og fandt det nemt.

Herfra gik det på en lang bustur gennem lufthavnens område for at finde Baliflyet. Det er første gang, hvor vi flyver direkte fra Dubai til Bali, vi plejer at være et tur nede i Singapore.

Da vi kom ombord, sad vi på række 43, bag ved vingen. I det store A380 fly til Dubai sad vi på række 76, også lige bag ved vingen. Det siger lidt om størrelsen på det kæmpestore A380 fly.

Forude ventede 8 1/2 times flyvning, så vi fik igen lidt søvn, spiste hvad der blev serveret, læste og så film.

På vejen passerede vi Indien med udsigt til endeløse vidder af brunt, tørt land og småbjerge. Efter at vi havde passeret Nicobar Islands, blev de spredte skyer under os farvet lyserøde af den lave eftermiddagssol. Snart fløj vi ned langs Malakastrædet i skumringen, og videre forbi Singapore, da det blev mørkt. Rejsen bød på en meget kort nat og en meget kort dag, da vi jo fløj østpå mod solen.

Da det var blevet helt mørkt, landede vi I stærk regn kl. 22.15 lokal tid i Denpasar lufthavn på Bali. Klokken er ca. 15.15 i vores tid. Turen gik nu igennem den store lufthavn med bagageudlevering, immigrationskontrol, paskontrol og helbredscheck på grund af Corona virus.

Udenfor ventede Deva på os. Deva var chauffør og guide for os helt tilbage fra 2014, hvor vi var i Bali første gang. Han sagde, at han havde holdt udkig efter Niels’ hat, men den lå i kufferten, men han kunne dog godt genkende os alligevel.

Så gik det igennem den regnvåde, mørke nat mod Ubud og hotel Alam Sari, hvor vi var ca. kl. 01.00. Vi fik at vide, at vi kunne vente med indcheckning til næste morgen, og gik direkte til vores værelse i den lille bungalow, der tidligere hed Flamboyan, men nu hedder Gumitir, der er det balinesiske navn for en stor gul tageteslignende blomst.

Vi var efterhånden godt trætte, og kom hurtigt i seng. Efter nogle timer, blev vi vækket af en gekko. der larmede højt og meget forstyrrende, men heldigvis faldt vi i søvn igen, og vågnede ikke før kl. 9.30, så det blev til en lang god nats søvn, som vi nok har trængt til.