Landsbyliv

Vi fik morgenmaden på terrassen, vulkanen var væk i nogle skyer, men overalt var der grønne planter og træer, og mange blomster.

Efter morgenmaden fik vi checket ind, og pakket lidt ud, inden vi gik ned mod Devas hus. Ved den vej, hvor stien ud mellem rismarkerne starter, stod en gammel nøgen mand og fik et bad i risvandingskanalen. Han havde også noget der kløede på ryggen. Det klarede han ved at gnubbe ryggen op ad en træstamme, der stod lige ved vandkanalen. Han lod sig ikke genere af, at vi gik lige forbi ham. Vi var enige om, at vores dejlige badeværelse i Overhaven var at foretrække, frem for et badeværelse i en risvandingskanal ved vejsiden.

Langs stien voksede både høje risplanter og risplanter, der lige var plantet ud. Vandet rislede afsted i kanalen og det var et flot skue ud over de grønne marker. Vi drejede ned forbi begravelsespladsen, og kom ned på de små veje i landsbyen.

Et sted var der en lille produktion af tofu. En ung pige forklarede, hvorledes sojabønnerne blev kogt med eddike i et stort kar, og derefter formet til flade plader, der blev skåret ud i passende stykker. De blev lagt i vand i nogle store beholdere. De danske sundhedsmyndighederne ville vist ikke være helt tilfredse med produktionsforholdene. 

Lidt længere nede af gaden besøgte vi en lille butik, hvor vi købte en lille taske Lavet af genbrugsbånd og kurv til meget billige penge. 

Da vi kom om til Deva, lå han og sov, men han blev vækket, og vi satte os for at planlægge nogle ture, som han kan lave med os. Vi fik serveret en kop lemongrasthe og nogle bananafrites. Senere plukkede han nogle kærlighedsfrugter og passionsfrugter, som vi også fik serveret. Dejlige friske frugter, som kom lige fra træerne.

Vi fortsatte en tur op ad landsbyens gade, hvor flere småbutikker ligger i forbindelse med familiens hus. Et sted fik vi købt noget vand og kiks.

Pludselig stoppede en bil. Det var Putu, der havde fået øje på os, og ville hilse på os. Putu er også en, som vi kender fra vores første besøg på Bali. Han kørte i bilen fra Alam Sari, og tog os med tilbage til hotellet, og inden vi tog afsked, havde vi aftalt en tur med ham på hans fridag dagen efter.

Hotellets ejer fra New Zealand sad i restauranten, og vi fik en snak med hende om stedet. Hun har haft det i 23 år Da vi satte os nede ved swimmingpoolen, kom en fra serveringen med en dejlig frugtkurv og hilste hjertelig på os, hun har været på hotellet igennem mange år. Ja man føler sig rigtig blandt venner her på øen.