Vandredag.

Vi vågnede til en fin solskinsmorgen, hvor morgenmaden blev spist med udsigt ud over havet.

Vi pakkede en rygsæk med vand og fandt vandrestavene frem til en lille tur op ad bjerget bag ved vores lille landsby. På vejen passerede vi den fiskerfamilie, som vi sidste gang var hjemme ved og spise grillstegt makrel. Nu havde konen fået lavet den restaurant med møbler, som hun havde ønsket meget, da vi besøgte dem for tre år siden. Hendes mand var sejlet til Giliøerne kl. 03.00 i morges for at fiske.

I udkanten af landsbyen var der i 2018 bygget en fin lille sundhedsklinik. Fiskerens kone fortalte, at det var den gamle schweiziske mand, der boede overfor hende, der havde bygget den. En gang hver anden uge, kom der en læge forbi, og det var gratis for landsbyens beboere at få behandling der.

Vi fortsatte op ad bjerget på den stejle vej, som vi før har gået ad. Vi var de eneste der gik, alle andre kørte op eller ned på knallert. Det har også ændret sig igennem de år, hvor vi er kommet her. Tidligere gik alle op og ned. Vi svedte og pustede på de meget stejle træk, men så kunne vi glæde os til, at vi skulle ned samme vej. Et sted ville Grethe sætte sig og hvile på en parkeret knallert, men det resulterede i, at den væltede og var ved at ryge ud over bjergsiden, men Niels var hurtig, og fik fat i den, inden det gik helt galt

Da asfalten på vejen hørte op ved en lille landsby, var vi enige om, at dette var vores vendepunkt, og vi tog et hvil og så på den flotte udsigt ned ad bjerget og ud over havet. Herfra var asfalten blev til en trampet sti, og der var  bygget et stort halvtag, hvor der holdt ca. 10 knallerter parkeret. Det måtte være landsbyens andelsgarage.

• 

• 

I udkanten af landsbyen var der bygget et nyt tempel. På stien udenfor fandt Niels nogle sammenrullede pengesedler. De har sikkert været ofret tidligere, for der var brændt et lille hul i dem af røgelsespinde. Niels lavede en lille ceremoni og ofrede dem en gang til.

Da vi igen var kommet ned ad bjerget, stoppede vi ved fiskerens kone, og satte os og fik noget at drikke i hendes nye restaurant, Warung Jonny. Vi fik en snak om, hvorledes det gik med familien. Manden fiskede stadig fra hans båd, samtidig med, at han var agent for et firma, der lavede udflugter. Konen passede den lille butik og restauranten, selv om hun beklagede sig over, at den lå 100 meter væk far hovedgaden, så der kom ikke så mange, men hun er altid lidt beklagende, selv om det faktisk går helt godt for dem. Datteren er færdig som sygeplejerske og arbejder på et hospital, og sønnen studerer turisme. Om et par måneder, flytter han hjem i et halvt år, fordi han skal i praktik på et hotel her i området.

Fiskerkonen havde lige fortalt, at hun skulle ned til fiskerne ved vandet og se, om hun kunne købe en baracuda, da manden nok kun fangede nogle makreller. Men så kom der pludselig en fisker forbi med en stor Mahi-Mahi på ca. 7 kg. Den købte hun, og vi aftalte, at vi kom forbi om aftenen og spiste stegt Mahi-Mahi. 

Efter lidt frokost i hotellets restaurant,  tilbragte vi eftermiddagen på stranden, indtil der kom en lille regnbyge forbi.

Om aftenen gik vi om til fiskerkonens restaurant, hvor vi fik et dejligt stykke grillet Mahi-Mahi med bønner til. Desværre kunne vi ikke få stegte bananer til dessert, da alle bananer var udsolgt i byen, fordi der skal være en stor festival på lørdag