Tempeltur.
Efter morgenmaden aftalte vi med Frankie, fra restauranten lidt nede af stranden, at han ville køre på tur med os. Dagen idag var en balinesisk festdag, der startede med, at man fra morgenstunden, som det første på dagen, pyntede udenfor huset og bad for det gode hos det enkelte menneske. Modsat ceremonien for 10 dage siden, hvor alle tog til templet, er denne dag meget en hjemme- og familiefest. På vejen udenfor husene lå der store bunker af ofringer med små flettede kurve af palmeblade, hvori der blev lagt blomster, ris, kiks, æg, kyllingeskind, røgelsespinde, bananer og meget andet.
Vi kørte op i bjergene på den anden side af den lille vulkan, der ligger her ved Amed, til Lempuyang – de tusind trins templer, og da Frankie havde sat os af, og vi havde fået vores sarong på og betalt en donation til templerne, begav vi os på vej. Et stykke oppe hyrede vi to knallertmænd for en ublu pris, til at køre os det sidste stykke op til tempelindgangen. Her begyndte de mange trappetrin, der helt sikkert er gode for vores kondition, og sikkert også er gode for noget i forhold til alle de hinduistiske guder. Det betyder, at vi det næste halve år er godt beskyttede, da denne festival holdes hvert halve år.
Der var meget fredeligt på turen op ad trapperne, fuglene sang i trækronerne, og aberne sprang rundt. Et stykke oppe slog vi følge med et par unge piger fra en nærliggende landsby. De skulle rundt til templerne med ofringer. De havde en meget tung og stor kurv, som de bar på hovedet. Den var fyldt med ofringer, små kunstfærdigt flette kurve, ris, kokosnødder, bananer, blomster, røgelsespinde og meget andet. Det er svært at gå på de stejle trapper med en tung kurv på hovedet og en stram sarong og blondebluse. I juletiden derhjemme, bruger vi meget den røde farve. Her til denne festival bruger de den gule farve. Kvinderne har de flotteste gule blondebluser på, og mændene har gul sarong på. Frankie, der kørte for os havde hvid skjorte og hovedbeklædning og gul sarong på.
Da vi et stykke oppe havde siddet og fået pusten igen, og nydt den flotte udsigt ud over junglen og de små landsbyer, vendte vi nedover igen. Halvvejs nede var der en lille biks, hvor vi fik nogle bananer. Aberne er frække og nærgående her, så derfor hang der et gevær på en stolpe i biksen, så aberne kunne skræmmes væk for en tid.
Ved tempelporten hyrede vi igen et par ungersvende med knallert til at køre os i susende fart ned ad bjerget, selvfølgelig uden styrthjelm.
På vej hjem kom der en regnbyge, så vi var heldige med vejret. I et meget moderne supermarked fik vi en Magnum is til 7 kr. Det er jo en pris, der er til at forstå, gad vide, hvad den kommer til at koste i Danmark til sommer.
Om aftenen spiste vi på Frankies restaurant nede ved stranden. Under halvtaget ved restauranten sad Frankie og alle gutterne og hyggede sig, medens de ordnede den politiske verdenssituation, som de sagde.