Vi tager til 1000 Dream Hotel ved Lovina bugten.
Da vi havde spist morgenmad med et sidste kig ud over havet til fiskerne langt ude ved horisonten, fik vi pakket det sidste i kufferterne, og præcis kl. 10.00 kom Deva for at køre os til det nye hotel. Han fortalte, at da han forlod Ubud regnede det meget voldsomt deroppe, så trafikken havde ikke kørt så stærkt.
Vi gjorde holdt ved Pura Ponjok Batu templet, hvor det ligger en stenbåd på en klippe ude i vandet. Vi holdt en lille pause her, og Deva fortalte, at det var et meget helligt sted, da det var her de første kom fra Java med nogle hinduguder, og herfra udsprang hele hindukulturen på Bali.
Omkring kl. 13.00 var vi i Singaraja, og på den anden side af byen fandt vi nemt 1000 Dream Hotel, hvor vi hurtigt blev checket ind. Det er et lille hotel med kun syv værelser, og det ligger lige ud til Lovinabugten med en skøn have, hvor der vokser masser af kokospalmer, bananpalmer, frangipanitræer, guavatræer og meget andet. Flere steder på træerne vokser der blomstrende orkideer.
Da vi ankom til hotellet, kom familiens børn netop hjem fra skole. Familien bor i forbindelse med hotellet. Senere på eftermiddagen lå en af drengene på en briks ved swimmingpoolen og fik massage, og senere igen var det en lille pige, der fik massage. Da det var færdig, blev hun dækket med en sarong, og massøsen satte sig ved siden af og sang stille sange for hende. Det lignede en fantastisk beroligende afslutning på skoledagen.
Da vi havde fået noget frokost, medens de spillede Lukas Grahams melodier i restauranten, gik vi en lang tur ud langs kysten, hvor der lå flere store flotte villaer ud til vandet, flere af dem kunne lejes. Da vi kom til en flod, med en ret faldefærdig bro henover, så den dog for skrøbelig ud til, at vi turde forsøge at gå ud på den. Vi vendte om, og gik ad nogle småveje op igennem et meget stille villakvarter. Mange af vejene endte blindt, så vi endte oppe ved hovedvejen, hvor biler og knallerter susede afsted, denne vej ender helt ude i vest ved færgen over til Java.
Resten af eftermiddagen tilbragte vi nede ved vandet, medens lyden af bølgerne, der slog ind på stranden, fyldte vores ører.