Bytur.
Da vores morgenmad var klaret, gik vi rundt om hjørnet til den lille shop, hvor ejeren, Aleo, også kørte taxakørsel. Han kørte os ind til Singaraja, hvor vi blev sat af ved markedet. På vej ind viste han os et sted, hvor de var ved at bygge en ny stor markedsbygning. Da vi gik inde på markedet, kunne vi godt se, at det var ret tiltrængt med en ny markedshal. Først fik vi vekslet lidt penge, og så gik det rundt i de små, snævre gange på markedet, hvor de solgte alt fra grønsager, frugt, tørret fisk, tøj, kurve og pynt til tempelofringer og meget mere. Især butikkerne med ofringstingene er meget specielle. Der købes flittigt her, og inden dagen er omme, er det meste af alt denne fine flettede pynt brugt og færdig. Det, der bliver lagt på gaderne foran husene, er blevet trådt på, og det der er ofret i alle de små hustempler, kasseres næste dag, hvor der ofres nye små kurve med pynt, blomster, ris, kiks og andet. Det er megen energi og værdi, der bruges på disse hinduistiske ritualer.
Fra markedet gik vi ned til det kinesiske tempel Ling Gwan Kiong, nede ved havet. På vejen kom vi forbi en moske, der er en del muslimer her i området. Det var et fint lille kinesiske tempel, hvor en mand forklarede forskellige ting om templet. På en væg hang nogle fine gamle billeder, bl.a. om de forskellige dyretegn, der knytter sig til forskellige år. Han undskyldte, at han ikke kunne fortælle, hvad der stod ved billederne, da han ikke kunne læse kinesisk. Et sted gik der nogle store skildpadder, da de symboliserede et langt liv.
Vi fortsatte langs havet på en promenade. Et sted ved en Gazebo sad en flok mænd og spillede skak, det var ret højrøstet. Vi endte på en restaurant, der var bygget på pæle ud i vandet, hvor vi fik frokost. Medens vi spiste, blev der kaldt til bøn fra en moske i nabolaget. På denne formiddag oplevede vi på et ret lille område tre store religioner, hinduismen, den muslimske og den kinesiske religion. Tilsyneladende i fredelig sameksistens på dette ret lille område..
Eftermiddagen blev tilbragt i afslappet stilling med lyden af bølgernes skvulpen ind på stranden.