Ekstraudgave. Aftenfest i templet.
I restauranten fortalte serveringspigerne, at omkring kl. 22.00 ville der starter noget optræden med musik og dans i templet. Da vi senere sad på terrassen med en kop the, kunne vi høre, at musikken tog til, og vi blev enige om, at vi hellere måtte gå ned til templet og se, hvad der foregik, vi havde stadig vores sarong på. Fra vores vindue kunne vi se, at templet var fuldt oplyst.
Nu var hele templet fyldt af mennesker i deres traditionelle dragter. De sad i skrædderstilling rundt om en scene, der var oplyst. Typisk sad mændene i deres hvide skjorter og hovedtørklæder i nogle grupper, og kvinderne i nogle andre grupper i baggrunden. Helt fremme ved scenen sad en række smådrenge selvfølgelig også i sarong og hvide skjorter og hovedbeklædning. Alle sad i skrædderstilling på deres sandaler. Vi fandt nogle af de sidste pladser bagerst i udkanten op ad tempelmuren. Det med at sidde længe i skrædderstilling er ikke vores spidskompetence.
I den ene sides sad et stort orkester, ca. 50 mand, med trommer i forskellige størrelser, fløjter og de store xylofonlignende instrumenter.
Så begyndte festlighederne. Først en lang procession nogle gange rundt på scenen med alle dem, der skulle optræde. Og så tog løjerne fart med en stor drage, der dansede, medens den så frygtindgydende ud, damer med hvide masker, troldmænd med 30 cm lange negle og udstående øjne, og meget andet. Alle var i farvestrålende og fantastiske dragter. Alle de optrædende er fra denne lille landsby. En ung mand i receptionen fortalte, at man blev udvalgt til de forskellige opgaver, og man kunne ikke sige nej til det. Festen blev holdt en gang om året, og vi havde hørt fra Peter, at det varede hele natten. Så længe kunne vi dog ikke holde ud, vi gik hjemover efter nogle timer med øre og øje fyldt af musik og farver og bevægelser. Resten af natten holdt vi lyden ude med ørepropper.