Dubai, Hamburg og Nordborg.

Vi landede tidlig morgen til en lufthavn i Dubai, hvor der ikke var nær det mylder af mennesker, som der plejer at være, når vi har mellemlandet her. De fleste stole plejer at være optaget, men nu var der massevis af ledige stole. Vi havde tre timers ventetid, inden vores næste fly til Hamburg, så vi gik ind i loungen og fik lidt formiddagsforfriskning, bl.a. store lækre dadler fyldt med mandler, som der altid er her. 

Endnu var der ingen meldinger om, at Tyskland havde lukket grænsen til Danmark, så vi var stadig ved godt mod, og regnede med at komme hele vejen igennem.

Flyet var fyldt helt op, og vi satte os tilrette til 6 1/2 times flyrejse, med hvad vi kan finde på af læsning, film, mad og søvn. Grethes sidemand var en ret kraftig fyr, der fyldte godt ind over Grethes sæde. Det er hårdt at være i vægtklassen langt over 100 kg, og skal flytte på sig hver gang sidemanden kommer til at røre ved en, eller til den anden side, hver gang stewardessen skal forbi med den store madvogne og lignende.

Vi landede i Hamburg til solskin og udsprungne påskeliljer. Snart var vi samlet op af manden fra bilparkeringen og kørte ud til Passat, som de havde passet godt på, det så ikke ud til, at den var blevet smittet med Corona, medens vi havde forladt den. 

Så gik det nordover mod grænsen ad en ret stille motorvej. Ved  Frøslevgrænsen holdt der et par biler i kø, så vi blev hurtigt lukket ind i vores eget Danmark. På motorvejen i Danmark var der heller ikke megen trafik, så ved 17-tiden var vi hjemme i Overhaven. En time efter at vi var kommet hjem tikkede der en melding ind, om at Tyskland lukker grænsen til Danmark mandag morgen. Som Mads skrev til os: Det var tæt på.

Selv om vi skulle have haft to uger mere i solen på Bali, så havde vi det ret godt ved at høre kufferthjulene rulle over fliserne i indkørslen. Bedst at være hjemme til de kendte forhold, trods smittefare her. Mads havde været forbi i formiddag og fyldt køleskabet med mad, dejligt med sådan en omsorg, så vi kan holde os i ro herhjemme. 

Vi kan dog ikke lade være med at tænke på alle de mennesker derude på Bali, som ser deres levevej smuldre. Så mange mennesker derude lever af turisme, f.eks. hotelpersonale, butiksansatte, chaufførerne og meget andet. De seneste dage har vi også set mange bekymrede blikke fra dem, som vi har snakket med. De spurgte meget til, hvad vi vidste om situationen. Alle disse flittige, venlige mennesker skal nu igen være bekymrede for deres levevej. Det er jo kun få år siden, at truslen om vulkanudbrud fik turisterne til at blive væk i en periode. Så vi må håbe for alle, at Coronasituationen ikke varer for længe